Ankom til Delhi fredag 22/2 kl. 8 efter en flyvetur uden problemer bortset fra at vi næsten ikke fik sovet. Vores guide Mr. Gaurav hentede os og kørte og gennem trafikkaosset til Hotel Visaya, hvor vi boede to nætter . Hotellet ligger lige ud til en befærdet gade og en motorvej i baggrunden, men ellers godt hotel sted med god mad.

Fredag eftermiddag og lørdag formiddag var vi på sightseeing med egen guide. Bl.a. Det Røde Fort og Old Delhi med mange spændende gader og forretninger og et krydderrimarked, hvor vi lod os rive med – så vi har krydderier til de næste mange år. Med på programmet var også Indiens største moske som faktisk var meget imponerende. Temperaturen var behagelig, ca. 25 grader. Menneskemylderet var ubeskriveligt og det var svært at komme fremm også pga. motorcycker og de trehjulede tuk-tuk’er.

24/2 søndag morgen tidligt op kl. 5 for at nå toget til Dehradun kl. 6.45. Aircondition chair class (som flysæde) med servering. Turen tog 6 timer og vi blev afhentet af vores nye lokalguide på Dehradun station (hovedstaden i Uttarakhand). Herfra kørte vi i 2 timer op til Mussoorie (Queen of Hills) i 2500 m højde, hvor vi skulle bo i 3 nætter i Villa Bethany, et lille familiedrevet hotel. Desværre viste det sig at stedet lå temmelig utilgængeligt med stejle trapper. Både rummet og spisestuen var kolde, så vi måtte sidde med overtøj indtil der var kommet lidt mere varme på. Varmtvandsanlægget var defekt så vi besluttede at checke ud allerede næste dag. Efter en sightseeing, bl.a. til et tibetansk kloster, returnerede vi til Dehradun til et mere up-to-date hotel som rejsebureauet havde ordnet. Sådan sluttede vores Hill – of – Queen eventyr desværre 2 dage før planlagt, for bortset fra problemerne var det lille hotel hyggeligt. Vi spiste godt sammen med familien inkl. den gamle bedstemor og de andre gæster, hvoraf flere gik på sprogskole og lærte Hindi! Stedet er et paradis for vandrere og naturelskere med udsigt til Himalayas bjergtinder.

27/2 onsdag morgen videre til Haridwar efter 2 dages ophold i Dehradun på ordinært hotel (ertatning for Musoorie). Hotellet i Haridwar, Haveli Hari Ganga er et fantastisk gammelt engelsk hotel fra 1903 med svalegange og flot mørkt træværk. Hver etage har stor flot balkon lige ud til Ganges – sikke et leben. Hindu-pilgrimme langvejs fra, bærende på buede bambusstænger, pyntet med sølvpapir og tøjstrimler, blomster og alt muligt plastic tingelgeltangel plus dunke til at hjembære helligt vand fra Ganges til deres by. De bader hver dag i 4 dage i Ganges (koldt a.h.t.). Overfor hotellet er der trapper ned til Ganges og trommerne lyder konstant – der er ceremonier dagen lag. Heldigvis kan vi ikke høre det på værelset På hotellet var dagsprogrammet slået op: Yoga 8.30-9.30, astrologi 3 – 4, evening tea 4.30 – 5.15, 5.30 Har ki paudi as sunset – der kommer en munk og henter dem der vil med til solnedgangsceremoni. Der er tusinder af mennesker langs Ganges, skoene sættes ind på en lille hylde sammen med tusind andre. På strømpefødder vader man ned ad trapperne og dypper fødderne i Gange. Vi tog hurtigt skoene på igen og hørte munkene bede og messe. Derefter satte de skålformede blade med levende lys ned i Ganges, også her er der en støj uden lige,

Næste dag 28/2 Ib sløj (halsonde). Vi blev guidet til læge 5 min. fra hotellet. Lægen lignede en taxichauffør og alle piller og medikamenter lå frit fremme på hylder og bagved en disk sad lægen. Et lille lokale bagved med briks og stabler af gamle aviser. Konsultation og 5 medikamenter pris 45 kr.

1/3 Udflugt til Rishikesh, en anden hellig hinduby. Både her og i Haridwar står den på vegetarkost, og heller ingen spiritus. Vi besøgte en stor Asrahm med 1600 små værelser, pris 1 dollar for morgen og aftensmad opholdet gratis (man kan dog donere penge når man forlader stedet). Man skal være der mindst 21 dage. Der er mange yoga og meditationsmennesker og mange indiske ældre som besøger dette sted. Udlændige kan også kommer der. Der er inter internet og man skal møde personligt op for at checke ind. Inden afgangen til Rishikesh var vi med svævebanen op til et tempel og nød den storslåede udsigt.

2/3 fridag med regnvejr eftermiddag og aften. Ibs halsonde så godt som kureret.

værelselås der vil noget

3/3 afsted 9.30 fra Haridwar. Vi kørte det sidste stykke over stok og sten for at nå igennem porten til tigerreservatet inden kl. 16. Utroligt mange formaliteter før vi kunne fortsætte i jeep til Dhikala Guest house.Turen tog 1½ time. Her var vi 3 nætter. Kl. 7 åbner porten og alle 20 jeeps kører afsted til kl. 10 og igen 14 – 18 hvorefter porten lukkes . Vi kørte igennem skov, buskads og udtørrede flodlejer, op og ned ud og ind ad bakkede landskaber. Den indiske regering driver lodgen og her så spartansk, der er dårligt nok gardiner. Vi bad om ekstra tæpper fordi der var meget koldt på værelset. Næste dag bad vi om udskiftning af krøluldsmadrasserne fordi de var for hårde. Der var lukket for vandet fra 22 til 05 og der var kun een pære i stuen og een på toilettet. Aften og nat var meget kolde.

4. og 5/3 afsted på safari kl. 7 og vi så solen stå op over bjergene. Tågen lettede over floden når solen brød frem. Vi fejrede Ibs fødselsdag med 2 små flasker vin og det danske flag uden for huset i solnedgangen. Det tætteste vi kom på tigeren var dens poteaftryk og dens lyde i buskadset. Leoparden var heller ikke hjemme i disse dage. Camp’en har 4 elefanter, som hver hver dag går ned til floden og dasker rundt.

6. 7/3 forlod Dhikala kl. 10 og efter 1 ½ time var vi ved gaten og kørte derefter River View Retreat, et flot sted med bungalovs, have med spændende træer og fugle, bl. a. kolibrier. Vi bor øverst, men hele huset er vores. Et dejligt at slappe af og solbade.

Fredag 8/3 kørte vi til Binsar ca. 140 km NØ for Corbett. Hotellet Grand Oak Manor ligger også i et naturreservat i 2300 m højde med flot udsigt til nogle af Himalayas højeste tinder. Det er bygget af en britisk general som sommerrefugie i slutningen af 1800 tallet, men er senere omdannet til hotel. Værelser og opholdsrum er meget stemningsfuldt indrettet, som man forestiller sig et engelsk landsted. Service og mad er det bedste vi har oplevet i Indien, men der er p…. koldt aften og nat. Stedet er opvarmet med solvarme, så der er kun opvarmning på værelset 3 timer hver aften. Ved sengetid får vi varmedunke, så vi fryser ikke om natten. Spise og opholdsstue har store brændeovne der er effektive.

Lørdag vandretur med guide i bjergskoven. Det blev til ca. 4 km, men udfordrende nok. Vi besøgte hans familie, der driver et lille landbrug og lejer værelser ud til turister – søde mennesker der serverede te og kager.

Søndag heldagsudsflugt til arkæologisk tempelområde i Jageswar. Flot, men l-a-n-g køretur.

I morgen mandag 11/3 rejser vi med tog tilbage til Delhi, hvor vi har en enkelt overnatning (samme hotel som sidst) inden vi flyver tilbage til DK.